Efter at have målt den gamle streng op, dvs. målt tykkelsen af stålet samt totaltykkelsen af strengen med kobberomviklingen er det nu muligt at beregne hvor tyk kobbertråden skal være. I praksis går jeg ud fra en tabel som jeg selv har lavet og løbende justerer.
Der hvor kobberomviklingen begynder og ender skal strengene bankes en smule flade således at kobberet har noget at holde i, når det vikles om stålkernen.
I dag er der dog mange der bruger sekskantet stål idet man så undgår at banke stålet fladt.
Maskinen snurrer stålkernen rundt om sin egen akse samtidig med at stålet er spændt stramt op. Nu gælder det om at holde kobbertråden sådan, at den ikke bliver for løs og derved giver strengen en død klang. Omvendt skal den heller ikke holdes for stramt, for så trækker man kobberet for tyndt og i værste fald knækker det. Og det er også vigtigt, at vindingerne kommer til at ligge helt tæt.
Når jeg er nået fra det ene flade stykke til det andet er jeg færdig. Nu skal jeg blot renklippe kobberet i enderne. Derefter skal strengen kontrolleres. Jeg kan slå den an mens den sidder i maskinen for at få et fingerpeg om arbejdet er lykkes. Også skal den selvfølgelig måles. Målet bør ligge indenfor nogle få hundrededele millimeter.

De allerdybeste basstrenge er som oftest i to lag for at blive tykke nok til at frembringe de dybe toner.
Det inderste lag er spundet fra fra højre mod venstre. Yderlaget er spundet hen over den modsatte vej og dækker totalt det inderste lag.

Spindemaskinen på billederne er formentlig over 100 år gammel og kører stadig godt.

pianomagasinet.dk Blegdamsvej 22 2200 København N. tlf: 40561943